ALMUNE MUSIK BAND KALENDER PRESSE BOOKING
Almune som kvartet


Hans Christian Molbech
Sang, fløjte, tromme, percussion, lur


Molly Granhøj
Sang, nøgleharpe, bouzouki


Troels Dueholm
Drejelire, bouzouki, sang, fløjte


Christian Mohr Levisen
Drejelire, sækkepipe

Pictures by James Jefferys
Almunes grundbesætning er kvartetten med ovenstående fire musikere. Der kan dog også optrædes med færre musikere eller samarbejdes med andre musikere. De typiske andre konstellationer for Almune er som trio eller duo:
Almune som trio
Almune har ofte optrådt som trio, typisk som HC, Molly og Troels, der ses på billedet til højre. Trioen mødte første gang hinanden i tidernes morgen til en sangworkshop, Molly afholdt om folkeviser, og de tre kom senere til at spille nordisk folkemusik og middelaldermusik i musikgruppen Lurpakket fra 2006-2010.

Siden da er der kommet helt nye instrumenter til, mere musikalsk erfaring fra andre projekter og nyt repertoire. Den nordiske og folkelige tilgang til fortolkningen af den tidlige musik er dog stadig et bærende element.

Almune som trio på Nyborg Slot
Almune som duo
Almune optræder også gerne som duo, i form af HC og Molly, der ses på billedet til højre. De to bor i Aarhus, synger desuden begge i kammerkoret CantiAros og har bl.a. været kirkekorsangere i mange år sammen i Christianskirken. Når de optræder som duo, kan det være lige fra viking over middelalder til renæssance, enten uden eller med kostumer. I alle tilfælde er sangen det bærende element, primært understøttet af nøgleharpe, fløjte og tromme.

Udover musik, er de to også leveringsdygtige i foredrag og formidlingskoncerter, hvor der eksempelvis kan fortælles om musikken i vikingetiden eller middelalderen, koblet med både musikhistorie og præsentation af tidstypiske instrumenter og vores viden om dem baseret på arkæologiske og skriftlige kilder.

Almune som vikingeduo med HC og Molly til en nordisk festival på Moesgaard Museum
Læs anmeldelse i Roots Zone
Samarbejde med andre musikere
Almune samarbejder ofte med især de øvrige musikere i Musicantiga. Det er en forening for tidlig musik, der blev stiftet netop fordi musikerne her ofte spillede på kryds og tværs mellem bands og det gav god mening at formalisere samarbejdet.

Særligt disse to musikere deltager ofte som vikarer eller ekstra musikere:

Ursula Klindt Nielsen
Primært: Gambe, harpe, mauracho, bouzouki.
Desuden: Sang, fløjte, skalmeje.
Anden faglighed: Kunsthistorie, litteraturhistorie, klassisk græsk sprog og arkæologi.

Frantz Klindt Nielsen
Primært: Tromme, percussion.
Desuden: Blokfløjte, fedel/gambe, sang.
Anden faglighed: Kunstmaler fra Det Jyske Kunstakademi.

Frantz og Ursula spiller også i flere andre grupper, blandt andet vennebandet Götterfunken.

Med Ursula som afløser for Troels bliver det især til bouzouki, harpe og gambe i stedet for bouzouki og drejelire. Det er altså plukkede og strøgne strenge i begge tilfælde, så repertoiret er meget af det samme.

Med Frantz som afløser bliver det meget som når HC og Molly spiller som duo, blot hvor Frantz trommer i stedet for HC, der så har helt fri til at fløjte og synge. Det giver mere kraft end som duo, da der dermed er tromme på alle numre.

Derudover spiller Almune eksempelvis ofte for til ildshow, dans, optog og lignende, eller underholder i kroen eller til aktørfesten i samarbejde med hvem der nu ellers er på markedet.


Koncert med Ursula på Øm Kloster Museum


Med Frantz på Kong Menveds Marked ved Kalø

Almunes instrumenter
Nøgleharpe

Sveriges uofficielle nationalinstrument og meget brugt i svensk folkemusik, hvor instrumentet er blevet taget op igen. Nøgleharpen findes på illustrationer i manuskripter som Cantigas de Santa Maria, så den har med al sandsynlighed været brugt i den sydeuropæiske musik, der nærmest spiller sig selv på nøgleharpe.
Drejelire

Drejeliren har overlevet i fransk folkemusik, og har i de sidste år også vundet stort indpas hos middelaldermusikgrupper. Den midterste streng er melodistrengen, mens de øvrige strenge fungerer som droner, der spiller den samme konstante tone. En af strengene kan desuden snerre, så der kan frembringes en rytmisk effekt. Drejelirer findes også på illustrationer i manuskripter som Cantigas de Santa Maria.


Blokfløjter

Når folk i dag tænker på blokfløjter, er det ofte som et skoleinstrument, hvor man måske har barndomsminder om den fantastiske lyd af en hel flok unger med sopranblokfløjter i munden. Der er til dels en god forklaring på hvorfor det lyder så skingert.

Blokfløjten som vi kender den i dag er nemlig slet ikke bygget til sammenspil. I middelalderen og renæssancen var blokfløjterne designet til at spille sammen i "consort" med andre lignende instrumenter, mens man i barokken ændrede designet og gjorde den til et solistinstrument. Hermed gled den også ud af orkestre, hvor tværfløjten i stedet fik sin faste plads.

Forskellen ses på billedet til venstre hvor den sort-hvide fløjte er en barok-blokfløjte med snæver udboring, mens fløjten ved siden af er en renæssance-fløjte med stor udboring. Denne forskel gør at den moderne fløjte har langt flere overtoner og dermed er mere distinkt i lyden. Almunes blokfløjter er Moeck Renaissance Consort.
Andre fløjter

Udover blokfløjter, har Almune samlet et utal af fløjter gennem tiden. Troels har blokfløjte som sit konservatorie-instrument, og han har sammen med HC, der også har spillet blokfløjte i mange år, fået sig en fin samling. Eksempelvis kan nævnes gemshorn, tilinko, sälgfløjte og meget mere. På billedet ses et lille udvalg af samlingen.
Skalmejer

Skalmejen er forløberen for oboen, og har grundlæggende samme opbygning. Lyden bliver lavet af et tvebladet rørblad, der giver en meget kendetegnende lyd. På skalmejen kan man enten spille direkte på rørbladet, eller bladet kan være gemt under en vindhætte, som man puster i. Det er samme princip som chanterne på en sækkepibe, hvor rørbladene også spilles på indirekte.
Harpe og bouzouki

Almunes keltiske harpe er en variant af de mange former for harper og lyrer, der har været anvendt siden oldtiden. Bouzoukien er et irsk folkeinstrument af nyere dato. Den minder dog meget om guitarlignende instrumenter fra middelalderen, som kendes i et utal af forskellige designs.
Slagtøj

Tromme og alt muligt raslegrej er verdens ældste instrumenter, og en naturlig del af middelaldermusikken. Det er først i renæssancen og senere, det bliver almindeligt at sætte rammer rundt om trommeskindet. Indtil da har man som på vores store tromme og rammetromme blot trukket skindet hen over kedlen eller sat det fast på rammen. Det gør det til noget af en udfordring at bruge, men har den helt rigtige lyd og udseende.
Lur

Lurer lavet af træ er der fundet mange af fra ældre germansk jernalder og fremefter, blandt andet i vikingeskibe og moser. De har primært været brugt som signalinstrumenter og som krigstrompeter. Almunes lur er lavet i Sverige af gran omviklet med birkebark. Den er lavet i en lang version på over 2 meter, mens de typisk er halvt så lange. Den fungerer som en naturtrompet hvor alle toner laves med munden, og den er glimrende til at spille fanfarer når noget skal præsenteres.

Ordet lur kommer af det oldnordiske luðr, der i norrøn litteratur er brugt om horn, der blæses i, men også badekar mv., da ordets oprindelse er noget i stil med udhulet træstamme. Bronzelurer har også har fået betegnelsen lur, selvom der er tale om et metalinstrument, der har meget mere til fælles med det keltiske horninstrument carnyx, som man eksempelvis ser afbilledet på Gundestrupkarret. Det man ofte finder betegnet som lurblæserne på karret, er altså mere korrekt carnyx-spillere.

Både en carnyx og en dansk bronzelur er trompeter, der har været brugt i krig med enden af instrumentet placeret over soldaternes hoved. Forskellen på de to instrumenter er især form og udsmykning. Begge har enden af instrumentet placeret over spillerens hoved, hvor carnyxen ender i et vildsvinehoved, mens bronzeluren ender i en skive, der minder lidt om en omvendt æbleskivepande.

Tidsmæssigt daterer fund af bronzelurer i Danmark sig til yngre bronzealder (Brudevælte-lurerne 800-700 f.v.t.), carnyxer til jernalder (bl.a. fund i Scotland, Gundestrupkarret i Danmark, romerske mønter mv. 300-0 f.v.t.) og trælurer fra jernalder/vikingetid til i dag (fx trælur fra Oseberg i Norge, ca. 850 e.v.t.). Varianter af trælurerne er også fundet fx i Herning, Holing mv. i Danmark, der daterer sig til ældre germansk jernalder 375-530 e.v.t. og endnu ældre er Daugbjerg-luren fra ca. 200 e.v.t. Så trælurerne har været brugt langt tilbage i tid i Norden, og laves altså stadigvæk af lurmagere især i Norge og Sverige.

Da man først begynder at finde bronzelurerne og andre horninstrumenter som fx også Guldhornene i 1800-tallet, og i forvejen har lur som et ord for et horninstrument, ryger de nyfundne trompetlignende horn af metal også under denne betegnelse. Det er som nævnt ret misvisende og forvirrende i forhold til ordets oprindelse, og fordi der allerede i forvejen var et træblæserinstrument (lurer af træ), der havde det navn.

I øvrigt går horninstrumenter af lurtypen lige fra metalhornet til træluren meget langt tilbage i tid i musikhistorien, da der eksempelvis er fundet helleristninger med lurspillere, der måske er 3000 år gamle (Kivik i Skåne). Så lurer og andre horn kan fint tælles som et af de allertidligste instrumenter på linje med tromme og fløjte.