Om Almune

Nordens ældste nedskrevne folkevise er den første linje af “Drømte mig en drøm” fra ca. 1300. Det er først meget senere, vi har flere kilder til folkemusikken, så vil man spille vikingemusik eller folkelig musik fra middelalderens Danmark, er man nødsaget til at gribe til nyere musik og folkeviser. Det var netop de nordiske folkeviser, der var udgangspunktet for musikerne i Almune, da de for mange år siden blev interesseret i tidlig musik.

Det blev dog hurtigt udbygget, så de udover de gode historier i den nordiske balladetradition særligt har interesseret sig for spændingsfeltet mellem det folkelige og kirkelige i den nedskrevne musik fra middelalderen. Fællestrækket er det folkelige element og det kraftige musikalske udtryk, der går igen både i spanske cantigaer om den hellige jomfru og gribende fortællinger fra nordiske sagn.

Almunes musikere har over 15 års erfaring med at optræde med folkemusik og tidlig musik, og de har gennem årene spillet til alt fra vikingefester til renæssancemiddage og middelaldergudstjenester, så de har et meget stort bagkatalog af kendte numre indenfor nordisk og tidlig musik.

Almune kan optræde som duo, trio, kvartet eller i samarbejde med andre musikere, eksempelvis med en ekstra trommeslager, gambespiller eller lignende. Grundbesætningen er disse fire faste medlemmer:


Hans Christian Molbech
Sang, fløjte, tromme, percussion, lur


Molly Granhøj
Sang, nøgleharpe, bouzouki


Troels Dueholm
Drejelire, bouzouki, sang, fløjte


Christian Mohr Levisen
Drejelire, sækkepipe

Lidt om Almunes instrumenter:


Nøgleharpe
Sveriges uofficielle nationalinstrument og meget brugt i svensk folkemusik, hvor instrumentet er blevet taget op igen. Nøgleharpen findes på illustrationer i manuskripter som Cantigas de Santa Maria, så den har med al sandsynlighed været brugt i den sydeuropæiske musik, der nærmest spiller sig selv på nøgleharpe.


Drejelire
Drejeliren har overlevet i fransk folkemusik, og har i de sidste år også vundet stort indpas hos middelaldermusikgrupper. Den midterste streng er melodistrengen, mens de øvrige strenge fungerer som droner, der spiller den samme konstante tone. En af strengene kan desuden snerre, så der kan frembringes en rytmisk effekt. Drejelirer findes også på illustrationer i manuskripter som Cantigas de Santa Maria.



Blokfløjter
Når folk i dag tænker på blokfløjter, er det ofte som et skoleinstrument, hvor man måske har barndomsminder om den fantastiske lyd af en hel flok unger med sopranblokfløjter i munden. Der er til dels en god forklaring på hvorfor det lyder så skingert.

Blokfløjten som vi kender den i dag er nemlig slet ikke bygget til sammenspil. I middelalderen og renæssancen var blokfløjterne designet til at spille sammen i “consort” med andre lignende instrumenter, mens man i barokken ændrede designet og gjorde den til et solistinstrument. Hermed gled den også ud af orkestre, hvor tværfløjten i stedet fik sin faste plads.

Forskellen ses på billedet hvor den sort-hvide fløjte er en barok-blokfløjte med snæver udboring, mens fløjten ved siden af er en renæssance-fløjte med stor udboring. Denne forskel gør at den moderne fløjte har langt flere overtoner og dermed er mere distinkt i lyden. Almunes blokfløjter er Moeck Renaissance Consort.


Andre fløjter
Udover blokfløjter, har Almune samlet et utal af fløjter gennem tiden. Troels har blokfløjte som sit konservatorie-instrument, og han har sammen med HC, der også har spillet blokfløjte siden barnsben, fået sig en fin samling. Eksempelvis kan nævnes gemshorn, tilinko, sälgfløjte og meget mere. På billedet ses et lille udvalg af samlingen.


Skalmejer
Skalmejen er forløberen for oboen, og har grundlæggende samme opbygning. Lyden bliver lavet af et tvebladet rørblad, der giver en meget kendetegnende lyd. På skalmejen kan man enten spille direkte på rørbladet, eller bladet kan være gemt under en vindhætte, som man puster i. Det er samme princip som chanterne på en sækkepibe, hvor rørbladene også spilles på indirekte.


Harpe og bouzouki
Almunes keltiske harpe er en variant af de mange former for harper og lyrer, der har været anvendt siden oldtiden. Bouzoukien er et irsk folkeinstrument af nyere dato. Den minder dog meget om guitarlignende instrumenter fra middelalderen, som kendes i et utal af forskellige designs.


Slagtøj
Tromme og alt muligt raslegrej er verdens ældste instrumenter, og en naturlig del af middelaldermusikken. Det er først i renæssancen og senere, det bliver almindeligt at sætte rammer rundt om trommeskindet. Indtil da har man som på den store tromme og rammetrommen på billedet blot trukket skindet hen over kedlen eller sat det fast på rammen.


Lur
Lurer lavet af træ er der fundet mange af fra ældre germansk jernalder og fremefter, blandt andet i vikingeskibe og moser. De har primært været brugt som signalinstrumenter og som krigstrompeter. Almunes lur er lavet i Sverige af gran omviklet med birkebark. Den er lavet i en lang version på over 2 meter, mens de typisk er halvt så lange. Den fungerer som en naturtrompet hvor alle toner laves med munden, og den er glimrende til at spille fanfarer når noget skal præsenteres.

Ordet lur kommer af det oldnordiske luðr, der i norrøn litteratur er brugt om horn, der blæses i, men også badekar mv., da ordets oprindelse er noget i stil med udhulet træstamme. Bronzelurer har også har fået betegnelsen lur, selvom der er tale om et metalinstrument, der har meget mere til fælles med det keltiske horninstrument carnyx, som man eksempelvis ser afbilledet på Gundestrupkarret. Det man ofte finder betegnet som lurblæserne på karret, er altså mere korrekt carnyx-spillere.

Både en carnyx og en dansk bronzelur er trompeter, der har været brugt i krig med enden af instrumentet placeret over soldaternes hoved. Forskellen på de to instrumenter er især form og udsmykning. Begge har enden af instrumentet placeret over spillerens hoved, hvor carnyxen ender i et vildsvinehoved, mens bronzeluren ender i en skive, der minder lidt om en omvendt æbleskivepande.

Tidsmæssigt daterer fund af bronzelurer i Danmark sig til yngre bronzealder (Brudevælte-lurerne 800-700 f.v.t.), carnyxer til jernalder (bl.a. fund i Scotland, Gundestrupkarret i Danmark, romerske mønter mv. 300-0 f.v.t.) og trælurer fra jernalder/vikingetid til i dag (fx trælur fra Oseberg i Norge, ca. 850 e.v.t.). Varianter af trælurerne er også fundet fx i Herning, Holing mv. i Danmark, der daterer sig til ældre germansk jernalder 375-530 e.v.t. og endnu ældre er Daugbjerg-luren fra ca. 200 e.v.t. Så trælurerne har været brugt langt tilbage i tid i Norden, og laves altså stadigvæk af lurmagere især i Norge og Sverige.

Da man først begynder at finde bronzelurerne og andre horninstrumenter som fx også Guldhornene i 1800-tallet, og i forvejen har lur som et ord for et horninstrument, ryger de nyfundne trompetlignende horn af metal også under denne betegnelse. Det er som nævnt ret misvisende og forvirrende i forhold til ordets oprindelse, og fordi der allerede i forvejen var et træblæserinstrument (lurer af træ), der havde det navn.

I øvrigt går horninstrumenter af lurtypen lige fra metalhornet til træluren meget langt tilbage i tid i musikhistorien, da der eksempelvis er fundet helleristninger med lurspillere, der måske er 3000 år gamle (Kivik i Skåne). Så lurer og andre horn kan fint tælles som et af de allertidligste instrumenter på linje med tromme og fløjte.