Vi tilbyder

Koncerter

Akustiske eller forstærkede koncerter med et repertoire til lejligheden. Det kan være en “klassisk” koncert med fokus på tidlig musik fra kirken og hoffet, en “folkelig” koncert med fokus på nordisk folkemusik, eller en kombination hvor publikum tages på en musikalsk rejse fra syd til nord i den europæiske middelaldermusik. På festivaler, spillesteder eller markedspladsen vil koncerten typisk være en “festlig” koncert med instrumentale dansenumre og numre med gang i fra hele repertoiret.

Danseinstruktion

Dansemester Troels Dueholm instruerer i middelalder- og renæssancedanse, og der spilles og synges til. Det kan være lige fra simple kædedanse til mere avancerede danse fra hoffet. Det er en glimrende aktivitet på 30-45 minutter som et programpunkt til et historisk arrangement, eller som en underholdende afslutning på aftenen til en fest.

Historisk formidling

Med baggrund i historie, religion og musikhistorie fra universitet og musikkonservatorium, samt mange års arbejde med tidlig musik og historisk reenactment, har Almune stor erfaring med historisk formidling. Gruppens medlemmer har siden 2006 optrådt på middelaldermarkeder, museer og til diverse historiske arrangementer. Udover kontakt til publikum ved koncerter, kan hele dage bruges på at være i kostumer, sidde og spille musik og formidle om historie, instrumenter mv. for gæsterne.

Musik til arrangementer

Almune er klar med musikken til alle mulige slags arrangementer hvor der kan bruges noget middelaldermusik eller folkemusik på tidlige instrumenter. Lige fra historiske festivaler hvor vi går forrest i optoget med sækkepibe og tromme, til byfester hvor vi spiller musik i gågaden, eller den private fest hvor vi spiller stemningsmusik under maden. Vi har også stor erfaring med at spille til ildshow og gøgl, og formidler gerne kontakt til gøglere og anden underholdning. Vi har prøvet mange ting gennem årene, så vi skal nok kunne finde en god løsning med musik til dit arrangement.

Produktioner og projekter

Vi deltager gerne i projekter hvor vi samarbejder med kor eller andre musikere. Eksempelvis har vi været studiemusikere på rockgruppen Elevatorførers nye plade, deltaget i teaterproduktioner, genskabt en lokal salme udfra et middelaldermanuskript for skole-kirke-samarbejdet i Horsens Provsti, lavet koncerter sammen med Hammel-Gjerlev-koret og i vores eget hjemmestudie indspillet det musik, vi spillede i DRs julekalender (billedet nedenfor). Vi har også været med i DRs “Historien om Danmark”, hvor vi spillede musik til blodgildet i afsnittet om middelalderen. Den slags gør vi meget gerne mere af, så har du et godt projekt, siger du bare til!

Tilbud på optræden

Standardprisen for en kirkekoncert, koncert på spillested eller lignende engagement er 9.000 kr. plus transport fra Aarhus og Odense for fire musikere. Fast pris 12.000 kr. inkl. transport for koncert i hele landet.

For musikalsk underholdning samt danseinstruktion til bryllupper, banketter, festmiddage, privatfester eller lignende er standardprisen 12.000 kr. plus transport og overnatning ved engagementer om aftenen. Fast pris 15.000 kr. for musikalsk underholdning inkl. transport og overnatning i hele landet.

For hele dages deltagelse til historiske arrangementer, middelaldermarkeder, byfester og lignende er standardprisen 12.000 kr. pr. dag plus transport og overnatning. Der ydes rabat ved flere dages deltagelse til samme arrangement.

Kontakt os for tilbud på andre typer arrangementer og projekter:

booking@almune.dk
(+45) 60 60 90 96
Almune Bookinginfo (pdf)

Praktiske informationer

Scene

Arealet til scenen skal helst være 3×6 meter, minimum 2×4 meter. Vi skal bruge mindst 1 stol uden armlæn. Alt efter forholdene kan det være en fordel at vi alle sidder ned, så vi har 4 stole uden armlæn til rådighed. Eventuelt to bænke. Hvis muligt vil vi gerne stå på en hævet scene, så man kan se os. Vi foretrækker publikum siddende på stole eller bænke foran os med front mod os, eventuelt stående ved udendørs koncerter. Det kan være meget svært at spille et larmende krotelt op, så ved den type arrangementer (som historiske markeder og lignende), foretrækker vi at scenen placeres separat udenfor teltet eller at der etableres en regulær scene med plads til publikum foran inde i teltet.

Omklædning/backstage

Før koncerten skal vi bruge et sted at klæde om og have et sted at stille vores udstyr, instrumentkasser mv. Det kan være ved sceneområdet, hvis der er plads nok. Ellers er et separat lokale til omklædning og opvarmning optimalt. På markeder kan vi bruge eventuelt eget medbragt vikinge/middelaldertelt.

Forplejning

Adgang til vand er vigtigt i forbindelse med koncerten, enten ved at vi kan tanke vand op i en kande med glas til på forhånd eller have flaskevand eller lignende til rådighed. Eventuel øvrigt forplejning kan aftales nærmere. En af gruppens medlemmer (HC) er vegetar, så leverer arrangøren mad, bedes der tages højde for det.

Transport

Vi kører i bil fra Aarhus og tog fra Odense. Med mindre andet aftales, medbringes kun instrumenter og evt. kostumer til brug for koncerten. Ved markeder og andre arrangementer med overnatning, medbringes trailer.

Telt og overnatning

Vi foretrækker overnatning indendørs, men kan medbringe et vikinge/middelaldertelt til historiske arrangementer. Det kan bruges til vores udstyr i åbningstiden samt også til overnatning hvis vi sover på markedspladsen. Det er af typen normanner og har målene 5 x 7 meter.

Historiske dragter

Med mindre andet er aftalt, optrædes der til almindelige koncerter ikke i historiske dragter. Aftal venligst på forhånd om det ønskes, fx fordi koncerten er i forbindelse med et historisk arrangement, en temadag eller andet. Til historiske arrangementer som middelaldermarkeder og lignende, eller hvis det aftales på forhånd, optræder vi selvfølgelig gerne i middelaldertøj eller andet.

Akustik og forstærkning

Ved koncerter indendørs i god akustik (som kirkerum eller lignende) behøves ikke forstærkning. Udendørs gør musikken sig klart bedst på en overdækket scene (som på billedet nedenfor), i et telt med separat scene (som et krotelt eller lignende hvor en ende af teltet er afsat til koncerter på en scene med plads til publikum) eller med naturlig forstærkning som op ad en mur, der kaster lyden mod publikum. På åbne pladser eller i optog og lignende er det kun numre med sækkepibe og stortromme, der fungerer. Ønskes den fulde koncertoplevelse, skal der tænkes på akustikken. Er der ikke god akustik, er det en god idé med en scene til forstærket musik.

Se yderligere praktiske informationer her:
Almune Scenekoncert (pdf)


Almune på Europæisk Middelalderfestival i Horsens 2016